Brattingsborg, det 1. Hald, nævnes første gang i historien i 1328, da ejeren, rigets marsk Ludvig Albertsen Eberstein dør og bl.a. efterlader sig Hald.

Niels Bugge, Valdermar Atterdags navnkundige modstander og anfører for den jyske adel under dennes opstand købte i 1346 Hald. Han opførte det 2. Hald på en banke vest for det 1. Hald, ved den nuværende Niels Bugges Kro.

Ved Niels Bugges voldsomme død i 1359 overtog hans svigersøn, Gotskalk Skarpenberg, gården, som han dog snart efter måtte sælge til Dronning Margrethe I.

Kronen skænkede i 1393 Hald til Viborg bispestol, som bl.a. havde sæde her under de tre sidste katolske bisper.

Under reformationen søgte den sidste af disse biskoper, Jørgen Friis, tilflugt på et forskanset Hald, som var blevet flyttet længere mod øst, til en tange i søen. Jørgen Friis måtte dog lide den tort at blive kastet i eget fangetårn. Ved reformationen kom Hald tilbage under Kronen.

I 1664 blev Hald solgt til de jødiske brødre de Lima (som beskrevet i St. St. Blichers novelle Jøderne paa Hald (1828)) og i 1703 solgt til generalmajor Gregers Daa, der atter flyttede Hald, igen mod nord-vest, syd for det nuværende Hald. Gregers Daas Hald var et symmetrisk tofløjet bindingsværkanlæg, i tidens stil placeret midt i et vældigt, barokt haveanlæg.

Landsdommer Frederik Schinkel, der i 1750 blev Halds ejer, var en både energisk og temperamentfuld godsejer, som bl.a føjede en majestætisk murstensportbygning, det nuværende Hald, til anlægget. Schinkels datter, Charlotte Amalie førte ejendommen videre efter faderens død i 1794, og hun lod det 4. Hald nedrive, således at intet - ud over de to såkaldte pavilloner i parken - nu er tilbage der af.

Tidl. minister Ove Høegh-Guldberg, som i 1802 overtog Hald, indrettede huset, som det mere eller mindre står i dag.

Læs mere på wikipedia: http://da.wikipedia.org/wiki/Hald_Hovedgård