|
Forleden dag stod en af mine gode venner på en lille ø ved kanten af Bagsværd Sø, eller nej, han sad på en høj stol og sang:
Febus förnyar
de gyllene skyar,
kring städer och byar
bestrålar vår syn;
og ja, det er en af de måder en digter kan sige det er morgen på. Men der er noget særligt ved den solopgang over Stockholms inderhavn, for den der gør dagen ny, den der får synet op for verdens og livets herlighed, er Febus/Phoibos/den strålende der også hedder Apollon og er musernes anfører, den græske gud for digtekunsten, i billedkunsten gerne udstyret med en lyre.
Det er stæder og byer der får hans strålepragt, det er poesien der bestråler vort syn, poesien båret frem af musikken, digteren, og det er jo Carl Michael Bellman, giver stedet stemme, og 150 år senere kan en anden apollondiscipel med sandhed hævde at
den natur som du besjungit
än din diktnings prägel har.
Vi har lært at se vore omgivelser, vore stæder og byer, af digterne. Den danske senromantiker Chr. Richardt skrev 100 år efter Bellman at vi skulle se
på Danmarks kort,
se så vi det aldrig glemmer,
til hver plet har fået stemmer,
og han vidste som vi ved, og som vi nu skal bruge et par dage til at dokumentere og drøfte, at det er digterne der har givet alle disse pletter stemmer, ja, men har lært os at se. Sommer var det, i et Hjørne af Hegnet, Stundom når jeg vandred, eller sejled og ude fra Skagerrak så dette landet som det stiger fram, furet, vejrbidt over vannet, så at lien var fager, ser den dag i dag
Blommande sköna dalar
stråla av sällhet då;
klarare våren talar,
bättre vi den förstå.
Det er sagen: bättre vi den förstå, endnu mere: bättre vi det förstå, livet nemlig.
Somme tider siges det at litteraturen løfter, at skønne, indholdsrige ord kan få én til at svæve. Vigtigere er det måske at det får os til at finde fodfæste.
Kristendommen blev introduceret i Mälardalen mange århundreder før Carl Michael Bellman skrev om solens og kunstens gud Phoibos Apollon. Der er guder og der er Gud, og der er ord og der er virkelighed, men der ville ikke være nogen virkelighed uden ord, ordet skaber hvad det nævner, og Apollon er et poetisk billede, en digterisk tradition, et symbol der kalder alt hvad man har læst og hørt før, frem for ens tanke.
Folk der skriver, er folk der læser. Det er emnet for denne den anden nordiske konference for aktive i litterære selskaber og ved litterære institutioner, for forfattere, for forskere, for læsere og bogelskere. Folk der vil gøre litteraturen gældende, se til at erindring og erkendelse, udsyn og indsigt går hånd i hånd, samler sig om en Martin Bagge med guitaren i skødet og oplever at ikke blot fornyer sol- og digteguden de gyldne skyer og bestråler vort syn, digtningen fornyer vor erkendelse, vor forståelse, vækker begejstring, skaber glæder.
Så meget mere er der grund under ordet VELKOMMEN. Velkommen til digtningens verden, velkommen til Borupgård her i Snekkersten hvor Henrik Pontoppidan for 100 år siden sad og skrev en roman der lever, De Dødes Rige, her få kilometer øst for slotsruinen i Gurre, der mere end noget andet er en plet der har fået stemmer, mange stemmer, Ingemanns, H.C. Andersens, Heibergs, Chr. Winthers, J.P. Jacobsens, ja Frank Jægers, ved indsejlingen til sundet der forbinder vore lande.
Og dernæst TAK fordi I kom, det er velkomment at vi er så mange mennesker med lige så mange litterære erfaringer, forståelser og opfattelser. TAK til jer der til at begynde med sagde ja til at fortælle om jeres oplevelser af og med litteraturen, og TAK til Nordisk Kulturfond, til Statens Kunstråd, til Ingwersenske Fond, til Borgmester Peder Christensens Fond for Nordisk Samarbejde, til Blicher Selskaber for at gøre konferencen mulig.
Der er en utrolig mængde af litterære udsagn, i digte, noveller, romaner og essays om glæden ved at læse, om trangen til at læse, mange vil dukke op i løbet af de timer vi her tilbringer sammen.
Selv holder jeg meget af Bertolt Brechts kinesiske løveskultur i terod:
De gode glæder sig over din ynde,
de onde frygter dine kløer.
Den slags ville jeg gerne høre
om mine digte.
Velkommen. Lad os være venner.
|
